| |
|
|
SKOLER
Teosofiske Akademi
Download brochure
her!
Nye hold begynder:
Teosofisk Forening Århus: 28-29. jan. 2006
Nærmere info og tilmelding:Astrid Hauge, tlf.: 86 11 64 68,
ahauge@stofanet.dk
Liva Syd i Genner: 10-11. sep. 2005
Nærmere info: www.liva-syd.dk
Christiane Zeuthen, tlf.: 74 66 16 96 (man-fre. 7.30-8.30)
udvikling@liva-syd.dk
Teosofisk Forening København: 17-18.
sep. 2005
Nærmere info: www.teosofiskforening.dk
Gabriela Zyskind, tlf: 35 81 85 52,
gabriela.zyskind@teosofiskforening.dk
Har du lyst til at begive dig ud på en stor opdagelsesrejse
ved at fordybe dig i spirituel visdom i et toårigt forløb
sammen med andre, så er her muligheden!
Vi lever i en tid, hvor der spørges og søges som
aldrig før. Det svirrer med begreber om alt mellem himmel
og jord. Trænger du til at få hoved og hale på,
hvad der menes med åndelig udvikling, aura og energi, reinkarnation
og karma, livet efter døden, engle, oplyste mestre, psykiske
sanser, spøgelser, ud-af-krop-oplevelser, højere bevidsthed,
paranormale fænomener, Lemurien og Atlantis, visdom i Øst
og Vest, meditation, spirituelle livsværdier, på vej
mod en ny tidsalder, osv. osv.? Så er Teosofisk Akademi en
oplagt mulighed. Her kan du gå i dybden med den teosofiske
lære, som ligger til grund for den moderne holisme og de fleste
alternative rørelser i vores tid. Formidlingen sker gennem
undervisere med stor kompetence og mange års erfaring.
Esoterisk visdom
Teosofi (theos sophia) er et græsk ord, der betyder åndelig
visdom (theos = Gud, åndelig, sophia = visdom, indsigt). Samtidig
er det en af de mange betegnelser for den indre visdomstradition,
som har påvirket og udviklet alle kulturer og tidsaldre. Tidligere
blev den spirituelle visdom især formidlet i Øst og
Vest i tilbagetrukne mysterieskoler, ashrammer, tempelskoler og
klostre. I dag er den frit tilgængelig for åndeligt
søgende mennesker overalt i verden.
Siden 1800-tallet har en række åndelige strømninger
set dagens lys, som ofte benytter betegnelsen ”esoterisk”
(indre, bagvedliggende). Det vil sige at de beskæftiger sig
med dybere indsigter omkring tilværelsens åndelige natur.
En af de helt centrale esoteriske bevægelser blev stiftet
af den russiske kvinde Helena Petrovna Blavatsky (1831-1891), der
opfattes som grundlæggeren af den moderne teosofi. Senere
udvikledes denne impuls gennem mange andre, eksempelvis Alice A.
Bailey (1880-1949), Annie Besant (1847-1933) Lucille Cedercrans
(1921-1984) og Geoffrey Hodson (1886-1983).
Teosofisk Akademi tager især sit afsæt i denne strømning,
men har også relationer til andre af tidens beslægtede
strømninger (fx antroposofi, kosmologi, sufimystik, rosenkors-filosofi)
og til nulevende spirituelle undervisere som fx Peter Dawkins, Andrew
Cohen og Ken Wilber. Fællesnævneren er en anerkendelse
af tidløs visdom, som er kommet til udtryk i alle spirituelle
traditioner, og indenfor kunst, videnskab, filosofi og psykologi.
Forudsætninger
Der kræves ingen særlig forhåndsviden. Hvis du
er positivt indstillet overfor udtryk som fx energi, aura, reinkarnation
og nærdøds-oplevelser, så vil Teosofisk Akademi
give dig chancen for virkelig at komme i dybden. Det er et intensivt
kursusforløb, som tilbyder dig det bedste teosofien rummer.
Derfor må du være motiveret og indstille dig på
at din selvstændighed tages for givet. Deltagelse forudsætter
altså at du “har dig selv med” og at du generelt
kan stå inde for esoteriske grundtanker. Skolen er ikke et
terapiforløb, men en hjælp til selvhjælp i din
åndelige vækst.
Undervisningen består både af esoterisk filosofi (kosmos),
esoterisk psykologi (menneske) og esoterisk sociologi (samfund).
Du må derfor, foruden din interesse i selvudvikling og åndelig
vækst, også være interesseret i verden og i livets
store spørgsmål. De metafysiske perspektiver og spirituelle
niveauer gør at der er højt til loftet i teosofien,
men det enkelte menneske og livets kernepunkter tabes aldrig af
syne.
Teori og praksis
Man kan ikke med ét omsætte al teori til synlig og
konkret praksis. Visse sider af visdomslæren er i høj
grad konkrete og kan direkte anvendes her og nu. Det gælder
især den psykologiske del og til en vis grad det samfundsrelaterede
eller sociologiske aspekt. Andre perspektiver og dybtgående
detaljer af kosmologisk art og i den esoteriske filosofi forbliver
til en vis grad teoretiske, fordi de fleste endnu ikke har personlige
erfaringer omkring disse spirituelle realiteter.
Man kan ikke aflæse spirituel udvikling og praksis efter
en traditionel målestok. Mange indre processer bliver først
synlige og konkrete længe efter de blev sat i gang. Men lige
så sikkert er det at alle indre processer - som er ægte
og dybe - før eller siden viser sig i det ydre.
Den toårige skole på Teosofisk Akademi vil give alle
deltagere et grundigt fundament af esoterisk viden både i
omfang og detaljer. Der bliver arbejdet med psykologiske og meditative
metoder og øvelser, som er til hjælp i den individuelle
vækst og den åndelige udvikling. Forløbet giver
detaljerede informationer og sammenhænge, som er et særdeles
velegnet bidrag og supplement til alternative uddannelser og holistiske
aktiviteter.
Undervisning og fordybelse
Weekendernes undervisningsform vil for det første bestå
af undervisning, som udbygger læsestof deltagerne får
udleveret fra weekend til weekend. Der er tale om 30-40 siders læsning
mellem hver weekend. Studiematerialerne er særligt tilrettelagt
forløbet og udarbejdet af Søren Hauge. I sin helhed
udgør de en fyldig bog, som deltagerne på denne måde
erhverver sig. I processen vil der indgå gruppearbejde, øvelser
og fælles dialog, hvor det aktuelle stof uddybes og selvstændiggøres.
Dias og overhead inddrages løbende, ligesom der i weekenderne
udleveres plancher, billeder og oversigter.
Meditation og rådgivning
I weekenderne vil der indgå fællesmeditation hver morgen,
og nogle gange i form af kortere øvelser i dagens løb.
Meditationerne udbygges langsomt i processen og indgår som
en vigtig del af forløbet. På denne måde tilvejebringes
der ligeledes et fundament for meditativ praksis. Underviserne står
i det hele taget til rådighed i det omfang det er muligt med
samtale og vejledning indenfor kursusforløbets rammer.
Fællesskab
Når man følges ad i et længere forløb,
som Teosofisk Akademi tilbyder, kommer man tæt på hinanden
og opdager mange nye ting om sig selv. I alle gruppeprocesser må
man sætte gensidig omsorg og interesse højt på
dagordenen, hvis forløbet skal føre frem til de tilsigtede
mål. Kunsten at lytte, et ønske om at lære af
hinanden, evnen til at give alle plads og acceptere individuelle
forskelle er derfor forudsætningen for harmonisk vækst
og udvikling i en gruppe. Har man dette for øje, vinder man
ikke alene selvindsigt, men desuden også nye venskaber.
Kilderne
I nyere tid er visdomslæren blevet formidlet gennem en lang
række pionerer, hvoriblandt Helena Petrovna Blavatsky, Alice
Ann Bailey, Annie Besant, Charles Webster Leadbeater og Geoffrey
Hodson indtager fremtrædende pladser. Deres livsværk
og research spiller en central rolle på Teosofisk Akademi.
Men andre esoteriske og spirituelle kilder inddrages undervejs,
fx. Lucille Cedercranz, Dora Kunz, Phoebe Bendit, Helena og Nicholas
Roerich, C. Jinarajadasa, Viola Petitt Neal Torkom Saraydarian,
Peter Dawkins, Michael D. Robbins, Andrew Cohen, Ken Wilber og Andrew
Schneider mfl.
Underviserne
Søren Hauge (f. 1961) er uddannet magister
i idéhistorie og filosofi ved Århus Universitet og
har siden 1981 undervist i holisme, teosofi og spirituelle emner.
I dag holder han foredrag og kurser i Skandinavien. Han er formand
for Teosofisk Forening Århus (www.teosofi.org) og stifter
af Teosofisk Akademi sammen med sin kone, Jette Hauge Westerlund.
Søren er desuden medredaktør på VisdomsMagasinet
(www.visdomsmagasinet.dk), og forlagsredaktør på forlaget
Levende Visdom (www.levendevisdom.dk). Søren har deltaget
i talrige radioudsendelser og på tv. Han har skrevet mange
artikler i forskellige tidsskrifter og er indtil videre forfatter
til fem bøger: “Rosenkreuzerne” (Sankt Ansgars
Forlag, 1990), “Det skjulte menneske - indblik i det teosofiske
menneskesyn” (Borgens Forlag 1996), “Selvopdagelsens
kunst - et holistisk perspektiv” (Borgens Forlag 1999), “Landskabstempler
- Jordens helligsteder og engle” (Forlaget Visdom, 2000) og
”Daggry for verden” (Forlaget Levende Visdom 2003).
Personlig hjemmeside: www.sophiaundervisning.dk
Kenneth Sørensen har arbejdet 10 år
som iværksætter, projektleder og pædagogisk konsulent
i socialpsykiatrien. Han har siden starten af 90’erne virket
som foredragsholder, underviser og skribent i specielt esoterisk
filosofi. Han er forfatter til bøgerne: Fra clairvoyance
til intuition og Fuldmånemeditation og har stået bag
udgivelsen af tre Alice Bailey kompilationer i samarbejde med Esoterisk
Center Forlag. Han har netop oversat Roberto Assagiolis bog Viljens
psykologi. I dag leder han Kentaur Træning, hvor han arbejder
som psykosynteseterapeut, astrolog og underviser. Sammen med bl.a.
Søren Hauge er han i redaktionen for VisdomsMagasinet. Kenneth
er fast gæstelærer på Teosofisk Akademi og har
mindst en weekends undervisning. Personlig hjemmeside: www.kentaurnet.dk
og www.psykosyntese.dk
De 18 weekender
Undervisningen er formet som et gradueret og sammenhængende
forløb i 18 weekender, der giver eleverne et grundigt detailkendskab
til teosofiens centrale emneområder og dertil et stort helhedsoverblik.
Forløbet er fordelt over tre store temaområder: esoterisk
filosofi, esoterisk psykologi og esoterisk sociologi, der hver har
seks weekender. Kenneth Sørensen underviser i øjeblikket
i weekend nr. 8. Søren har ansvaret for de øvrige
weekender, med mulig inddragelse af andre lærere. Intervallet
er én weekend om måneden i sæsonerne.
Kosmos - Esoterisk filosofi
1. weekend: Visdomstraditionen
Den universelle visdom i verdens spirituelle traditioner og kulturer,
visdomstraditionens fornyelse i vores tid, den moderne teosofis
grundlæggelse, esoteriske frontfigurer (H. P. Blavatsky, Alice
A. Bailey mfl.)
2. weekend: Metafysik og åndsforskning
Guddommelighed og skabelse, livets enhed, trehed og syvfoldighed,
solsystemets natur og de syv bevidsthedsplan, åndsforskning
ved højere sanseopfattelse (Besant, Leadbeater, Hodson)
3. weekend: Teosofisk kosmologi
Esoterisk filosofi & kosmologi (kæder, runder, racer mm.),
involution og evolution, monaderne og bevidsthedens udvikling gennem
naturrigerne, gruppesjæl og individualisering i menneskeriget
4. weekend: Menneskets konstitution
Ånd (monade), sjæl (bevidsthed) og personlighed (form),
æterlegemets opbygning, sundhed og sygdom, centrenes anatomi
og psykologi
5. weekend: Det indre menneske
Reinkarnation, karma og dharma, astral-, mental- og kausallegemets
natur, de indre auraers udseende, funktioner og vækst, sjæl
og personlighed
6. weekend: Dødens og livets cyklus
Døden og livet derefter, de indre verdeners lovmæssigheder
og dimensioner, karma og dharma, inkarnation og fødsel
Menneske - esoterisk psykologo
7. weekend: Bevidsthedens vækst
Livets vækststadier: barndom, voksenliv, alderdom, personlighedens
udvikling, følelserne, tankesindet og viljeslivet, instinkt,
intellekt, intuition
8. weekend: Psyke og sind
Psykiske evner; deres udvikling og afvikling. Arbejde med sjælsinspiration
og kontakt med højere bevidsthed. Psykisk balance og ubalance.
9. weekend: De syv stråler
Strålernes kosmiske kilder, de syv urtyper og deres dobbeltaspekter,
psykologiske funktioner, Sjælens psykologi
10. weekend: De syv typers psykologi
Bearbejdning af individuel typeanalyse, typernes psykologiske betydning,
kollektive og individuelle aspekter, praktisk relevans
11. weekend: Spirituel udvikling
Selvudvikling og spirituel udvikling, de højere bevidsthedsplan,
bevidsthedens alkymi, regler på lysets vej
12. weekend: Vejen til oplysning
Den universelle indvielsesvej, indvielsernes indre og ydre natur,
virkninger på chakraer, legemer og bevidsthed, oplysthed og
mesterskab
Samfund - esoterisk sociologi
13. weekend: Menneskehedens evolution
Bevidsthedens evolution, de syv rodracer, Lemurien og Atlantis,
nutidens og fremtidens bevidsthedsformer
14. weekend: Verdens indre styrelse
Det åndelige hierarki, Visdommens mestre, forholdet mellem
menneskeheden, hierarkiet og Shamballa, discipelskab før
og nu
15. weekend: Devariget
Skaberværkets iboende intelligens, devaernes eller englenes
virkelighed, devatyper og naturånder, samarbejde mellem menneske-
og engleriget
16. weekend: Globale udfordringer
Modstandskræfterne, lys og mørke, den nye verdenstjenergruppe,
Kristusimpulsen, overgang til en ny tid
17. weekend: Den nye tids fødsel
Menneskehedens udfordringer, nationerne og verdenssamfundet, spirituelle
impulser, fra fiskenes til vandbærerens tidsalder
18. weekend: Praktisk spiritualitet
Kunsten at tjene, hverdagen som spirituelt udtryk, tilbageblik og
udsyn, ressourcer og vejen forude
Nyt hold i Teosofisk Forening Århus 28. jan. 2006
Tid: I alt 18 weekender, lørdage og søndage
kl. 10-17, én gang om måneden (i sæsonerne),
9 weekender årligt.
Sted: Teosofisk Forening Århus, Mejlgade
28, 8000 Århus C
Deltagerantal: Min. 14 deltagere, max. 22.
Weekenddatoer: For 2006: 1) 28-29/1, 2) 18-19/2, 3) 25-26/3, 4)
22-23/4, 5) 20-21/5, 6) 10-11/6, 7) 2-3/9, 8) 30/9-1/10, 9) 28-29/10
og 10) 25-26/11. For 2007: 11) 6-7/1, 12) 3-4/2, 13) 3-4/3, 14)
31/3-1/4, 15) 28-29/4, 16) 26-27/5, 17) 25-26/8 og 18) 22-23/9.
Pris: 900,- kr. / 1000,- pr. weekend (medl./ikke-medl.).
I alt 16.200,- kr. / 18.000,- kr. Ved samlet betaling 15.000,- /
16.500,- kr. (medl./ikke-medl.) Ved samlet betaling en rabat mellem
1200,- og 3000,- kr.
Depositum: 1800,- kr. / 2000,- kr. (medl./ikke-medl.)
Tilmelding: Sker senest mandag den 16. januar
2006 ved henvendelse til Teosofisk Forening Århus v/ Astrid
Hauge, tlf.: 86 11 64 68, e-mail: ahauge@stofanet.dk
– download også programmet på hjemmesiden: www.teosofi.org
Enhver tilmeldt, som betaler i flere rater, forpligter sig til
at betale hele beløbet for alle 18 weekender, selvom man
måtte afbryde forløbet undervejs. Dette gælder
naturligvis kun, hvis du selv afbryder forløbet.
Tilbagebetaling: Fortryder du din tilmelding,
skal det ske senest 3. januar 2006 for at få du kan få
refunderet depositum (der bliver fratrukket 100,- kr. i administrationsgebyr).
Hvis forløbet afbrydes af dig selv undervejs, tilbagebetales
der normalt ikke.
Forudsætninger: Der kræves ingen særlige
forudsætninger, udover motivation og almen modenhed. Det forudsættes
dog at du ikke er i psykiatrisk behandling og ikke har et misbrug.
I tilfælde af eventuelle tidligere problemer, er det vigtigt
at nævne det.
Yderligere info: Kontakt den ansvarlige hovedunderviser
Søren Hauge på tlf.: 86 27 53 60 eller e-mail: sophia@post6.tele.dk
– se også Sørens hjemmeside: www.sophiaundervisning.dk
|
|