Verden behøver dialog – dialog er fredsarbejde
Vi lever i en tid, hvor det er mere vigtigt end nogensinde at bygge broer og skabe medmenneskelig kommunikation. Enhver fredsproces begynder med dialog og dialogen kan hele adskillende kløfter, ligesom den kan føre til gensidig inspiration, kreativitet og samarbejde på tværs af alle tænkelige grænser. På det religiøse område har fortidens mange krige og ubeskrivelige lidelser haft deres årsag i uforsonlige dogmer og total mangel på forståelse. Derfor er spirituel dialog mellem religioner, organisationer, grupper og enkeltpersoner i dag vigtigere end nogensinde. Verden lider af en udbredt mangel på ægte samtale og villighed til forståelse, og dog vidner de mange nye tiltag med konfliktløsning og fredsarbejde om en ny mentalitet, som er ved at vinde frem. Fordomsfuldhed, ekstremisme og separatisme kan kun mindskes gennem direkte kontakt og personlig erfaring af ”den anden”. Derved bliver ”det fremmede” ikke længere kun truende, men i stedet et sundt udtryk for den forskellighed, som præger alt eksisterende. Usandhed må erstattes af et klarere perspektiv. Rygter og sladder, og deres følgesygdomme: Fordomme og polarisering, må erstattes af en mere bredspektret tilgang til tilværelsen. Hertil behøves dialogen, og TFÅ har helliget sig dette arbejde.

Aktuelle initiativer
I TFÅ har vi besluttet at involvere os i spirituelt dialogarbejde på flere måder, og vi holder fortsat mulighederne åbne for, hvordan processen kan udvikle sig. Vi har et nært samarbejde med IKON, blandt andet i afholdelsen af Dialog forum Vest, som er fortsatte møder mellem mennesker af vidt forskellig tro. Derudover har vi forbindelser til I Mesterens Lys, et dialogisk initiativ i Folkekirken, der er en del af Areopagos, ligesom vi har forbindelser til initiativet Folkekirke og Religionsmøde og Center for Multireligiøse Studier på Århus Universitet. Søren Hauge fungerer som ressourceperson på Kristeligt Dagblads initiativ religion.dk, hvor han besvarer spørgsmål om holisme og teosofi, og desuden er han løbende aktiv som paneldeltager, foredragsholder og bidragsyder ved møder, der har dialogen i centrum. En gruppe af TFÅs medarbejdere mødes jævnligt med medarbejdere fra IKON og udforsker dialogens muligheder. Med mellemrum besøger præster og andre dialogisk engagerede vores forening i Århus. Og vi har etableret gode forbindelser til repræsentanter for Bahai og Brahma Kumaris. Foruden disse aktuelle initiativer bestræber TFÅ sig for at synliggøre dialogarbejdet, eksempelvis gennem denne del af TFÅs hjemmeside. Vi håber at vi kan inspirere andre i holistiske og åndsvidenskabelige miljøer til at engagere sig i arbejdet, ligesom vi har visionen om at udbygge netværket til stadig flere kristne grupper, såvel som mennesker fra andre trosretninger og spirituelle traditioner.

Hvad er dialog?
Dialog er et møde mellem mennesker. Det er samtale og samvær, hvor parterne lytter til hinanden og udveksler synspunkter og erfaringer, lærer af hinanden og udvikler fortrolighed. For at samtale kan være mulig, må der være en gensidig respekt og en villighed til at lytte og lære. Man må være villig til at forsøge at se det andet menneske som potentiel ven, eller i det mindste som et medmenneske med samme rettigheder som en selv. Anerkendelsen af ligeværdigheden – som er dialogens forudsætning - indebærer villigheden til at se det gode hos den anden, og til at lade sig påvirke. Ud af dette kan den menneskelige værdsættelse vokse, og dermed muligheden for at se det unikke hos den anden. Dialog forudsætter forskellighed og målet er ikke at opnå enighed i alt, men derimod at skabe større gensidig forståelse. Hvis der er ægte gensidig interesse og et oprigtigt ønske om at udforske og lære, kan dialogen føre til overraskende opdagelser.

Interreligiøs dialog med hvem og om hvad?
Den interreligiøse eller spirituelle dialog er relevant mellem alle mulige former for mennesker, der har en eller anden tro og religiøs overbevisning, ligesom den også er relevant mellem humanistisk indstillede mennesker, der ikke betragter sig som religiøse. I stor skala er dialogen mellem verdensreligionerne vigtig. I den vestlige verden er dialogen mellem kristendommen og de alternative former for spiritualitet (new age strømningerne, holismen, nyreligiøsiteten) vigtig, ligesom dialogen med islam er blevet det. Og på samme måde som kristendommens økumeniske dialogarbejde har skabt øget forståelse mellem de forskellige kristne kirker og retninger, er det vigtigt at de alternative organisationer og grupper øger dialogen med hinanden. Så der er ganske enkelt brug for dialogarbejde på tværs af alle grænser indenfor det spirituelle eller religiøse område.

Forudsætninger og gode råd
Spirituel dialog er en særlig kunst, som har visse forudsætninger, som stiller bestemte krav til udøverne, og som må udvikles gennem træning og de erfaringer udøvelsen giver. Virkelig dialog kan ikke finde sted, hvis der på forhånd er en alt for fastlåst ramme, som umuliggør spontanitet og improvisation. På den anden side er det vigtigt at dialogmødet har et veldefineret formål, så begge parter har en vis klarhed. Dialog umuliggøres, hvis der er skjulte dagsordener, såsom at den ene part dybest set vil overtale den anden til at vinde sit eget synspunkt, eller hvis der ikke spilles med åbne kort. Fordomsfulde opfattelser og forudindtagede holdninger kan også spærre for udsynet, hvis de får for stort spillerum. Ofte kan en dyb, personlig usikkerhed være en hindring, fordi den skaber en bevidst eller ubevidst forsvarsposition. En uvilje mod at berøre særlige emner kan ligeledes vanskeliggøre samværet, fordi de tabuiserede temaer hele tiden skal undgås. En af de værste hindringer for virkelig dialog, er hvis der sker en ”dæmonisering” af den anden og vedkommende gøres til repræsentant for ”det forkerte” eller ”det onde”. På denne måde gøres den anden til en genstand og ses ikke længere som et menneske.

Brobygning kræver modenhed fra begge parter, hvis projektet skal kunne lykkes. Så længe de relevante grupper er travlt optagne af at stadfæste deres egen identitet, er de i realiteten i forsvarsposition. Hvis to parter skal være i stand til at lytte og lære af hinanden, må de hver især have et rimeligt selvværd og en god portion erfaring, hvis mødet skal blive en succes. Det er ganske elementært, men diskvalificerer i realiteten mange halvhjertede forsøg. Når der er modning og forankring i ens egen spiritualitet, finder man ikke det ”fremmede” truende. Faktisk kan man kun udvise ægte åbenhed, hvis man er rodfæstet i sine egne værdier. Mangler rodfæstetheden, har man ikke længere et orienteringspunkt og bliver i stedet dybt frustreret. Dialog er på sin vis et risikabelt foretagende, fordi man må have tillid til processen, og være villig til at mærke sin egen sårbarhed og usikkerhed. Dialog handler ikke om at opnå enighed i alt, men om at skabe større gensidig forståelse. Ingen er upåvirkede og uforandrede, når dialogmødet er ægte. Begge parter farves og kan beriges undervejs.

Et givende møde må være baseret på gensidig respekt og ligeværdighed, og på ønsket om at lære hinanden at kende, ikke bare som tilhængere af en religion eller tradition eller lære, men som mennesker i vækst. Det er en stor hjælp, hvis deltagerne betragter hinanden som pilgrimme, der er på rejse, og som undervejs mødes og deler erfaringer. Pilgrimme er rejsende, som er på vej mod helligdommen. Man kan betragte mennesket som bestående af en ”forgård” (det ydre jeg), et ”helligt” rum (det indre jeg, sjælen, værdikernen) og ”det allerhelligste” (ånden). Pilgrimsrejsen er en bevægelse fra forgården ind mod det hellige og det allerhelligste, og i denne helligdoms indre rum åbenbarer Gud sig.

Man kan opstille nogle hjælpende rettesnore for en sund og løfterig dialog. Hvis de ovenstående punkter er taget i betragtning og parterne er seriøse og oprigtigt interesserede, kan følgende afstikke kursen:

1) Klarhed omkring formål
Sørg for i fællesskab at skabe klarhed om, hvad mødet går ud på. Har man særlige ønsker og mål? Skal rammerne være veldefinerede, eller vil man gribe sagen mere åbent an? Stiller man betingelser eller har man bestemte forventninger? Det er vigtigt at der skabes klarhed på dette punkt.

2) Værdsættelse af den anden part
Det er klogt at huske, at man i dialogpartneren først og fremmest møder et menneske – et medmenneske - og ikke blot en repræsentant for et system, en tro eller et fællesskab. I denne villighed til at møde et unikt individ, åbnes muligheden for at få øjnene op for overraskende nuancer og nye opfattelsesmåder. Dialogpartneren er et levende væsen, ikke en genstand. Se mennesket, så et virkeligt møde kan finde sted.

3) Respekt overfor andre værdier
Udvis respekt for dialogpartnerens værdier og for det, som vedkommende betragter som helligt. Også selvom det måske for en selv virker fremmedartet og måske ligefrem umuligt at relatere til. Ofte kan der vise sig at være skjulte slægtskaber mellem ting, som umiddelbart er uforenelige. Og ind imellem kan opdagelsen af ”det anderledes” give en helt ny forståelse af ”det velkendte”.

4) Troskab mod egne værdier
Vær samtidig bevidst overfor egne værdier og udvis troskab overfor dem. Det gøres ved ikke at sætte sine egne værdier i parantés. Man kan kun fremkalde den andens respekt for dit eget, hvis man udstråler den betydning, som det har for en selv. Man bør stå ved, hvad der er helligt for en selv, og lade den anden gøre det samme.

5) Fri selvbeskrivelse
Dialogpartnere bør have fuldstændig frihed til selv at definere, hvem og hvad de er. Andres beskrivelser yder sjældent retfærdighed til den beskrevne part. Når man selv kan beskrive sit eget ståsted, fremstår det klareste perspektiv, som giver den bedste udgangsposition. Meget ofte er ”etiketter” svære at komme udenom i begyndelsen, men en beskrivelse af en selv kan være en stor hjælp.

6) Kunsten at lytte
Hvis man sidder og formulerer sine egne svar, imens dialogpartneren beskriver, har man sjældent mulighed for at høre, hvad den anden siger. Kunsten at lytte stiller store krav til opmærksomhed og rummelighed. Når man virkelig lytter, er man usædvanligt åben og sensitiv. Da kan ny forståelse lyse igennem, samtidig med at den anden mærker, hvad det vil sige at blive taget alvorligt.

7) Ærlig åbenhed
Når dialogen udfolder sig, er det vigtigt at man ikke tilbageholder vigtige aspekter eller tøver med åbent at spørge til uklare punkter. En ligefrem holdning sikrer ikke alene gennemsigtighed, men muliggør også, at kritiske spørgsmål kan få mulighed for at blive rejst. Det kræver mod at være åben og ærlig, men heri ligger også den gensidige respekt for forskelligheden, og viljen til at parterne har deres frihed til at sige ja og nej, til at sige fra eller til.

8) Fra form til indhold
Ord, betegnelser og terminologier er ydre former, som dækker over indre realiteter. Den indre betydning kan være gemt af mange ydre lag, og ikke mindst af fordomme og helt irrelevante associationer. Det er vitalt for dialogen at tage tid til at udforske, hvad formen rummer, og hvor nuancerede de indre realiteter ofte er. Ikke sjældent kan meget forskellige sprogdragter pege ind mod den samme, eller en stærkt beslægtet kerne.

9) Tålmodighed og tillid
Dialog tager tid. Det er en levende proces, som gradvist udfolder nye lag og aspekter. Måske er der kriser, som må overvindes, eller der er tærskler, som må overskrides. Eller der er simpelthen tale om en åbning til stadig større dybder. Dialog er relationer mellem mennesker, som kan frembringe venskaber og varige kontakter. Derfor er det vigtigt at have tillid og bidrage til at skabe tillid, så nye ting kan blomstre.

Forskellige dialogformer
Erfarne dialogdeltagere skelner på forskellige måder mellem variationer eller typer af dialog, og det kan være udbytterigt. Fire grundtyper kan fremhæves, men det må erindres at et dialogmøde ikke sjældent kan være en blandingsform:

1) Hverdagens dialog (livets dialog)
Denne dialogform er mødet mellem mennesker af forskellig tro og livsopfattelse, som det finder sted i hverdagen. Det er at dele dagligdagens glæder og sorger, at leve i naboskab eller få andre troende i familien og måske være vidne til, eller deltage i, andre højtider end ens egne. Eller det kan være mødet med andre kulturer på arbejde og i fritid. I denne proces har man mulighed for at få nærmere kendskab til og møde andre livsopfattelser, og her kan dialogen finde sted.

2) Samarbejdende dialog (handlingens dialog)
Så er der den handlingsorienterede dialogform, hvor mennesker af forskellig tro går sammen om konkrete fælles tiltag for udvikling, fred, retfærdighed eller forbedring af sociale forhold. Det kan være skabelse af fælles projekter eller opgaver, som skal løses i nærmiljøet. Også her vil dialogen kunne udvikles som et led i de praktiske opgaver.

3) Erkendende dialog (intellektuel eller akademisk dialog)
Dernæst er der den mere studieorienterede eller erkendelsesprægede dialogform, hvor man i fællesskab udforsker læren, teologien eller den værdimæssige struktur, som former livsopfattelsen. Her sker det gennem en udforskning af terminologierne, symbolerne, dogmerne og grundopfattelserne med deres mange forgreninger.

4) Spirituel dialog (dybdedialog om indre erfaringer)
Endelig er der den mere direkte form for spirituel dybdedialog, hvor de personlige, eksistentielle erfaringer og værdier sættes i centrum. Det kan være oplevelser af omvendelse, samhørighed, enhed og andre bevidsthedstilstande, eller det kan være betydningen af troen i dagligdagen og erfaringer med bøn, meditation og ritualer.

Mulige mål
Hvorhen kan dialog bringe mennesker? Hvad kan det føre med sig? Og helt konkret, hvilke tiltag kan man gøre? Først og fremmest er dialog et mål i sig selv, fordi den skaber større forståelse og erstatter uvidenhed med indsigt. Dernæst kan dialog skabe venskaber og etablere netværk, hvor man begynder at trække på hinandens kompetencer og know how. Helt konkret kan det føre til rejser og besøg, invitationer til samarbejde omkring vigtige opgaver (fx etiske spørgsmål, miljø, fredsarbejde, sociale spørgsmål og menneskerettigheder), eller det kan udmunde i konferencer med dialog, gruppeopgaver og fælles tiltag for at fjerne uvidenhed i de respektive baglande. Det kan føre til bøger, artikler, kronikker og debat i nærmiljø og på større plan. Det kan også komme til udtryk i fællesmeditation og fællesbøn, eller, som Dalai Lama har foreslået og praktiseret det, i fælles pilgrimsrejser. I realiteten er det kun fantasien og det eksperimenterende mod, som sætter grænserne for dialogens praktiske konsekvenser. I sidste ende handler det om, gennem den gode vilje, at fremme rette menneskelige relationer og muliggøre kreativitet, fælles ansvar og arbejdet for en fredelig verden, hvor der både eksisterer enhed og mangfoldighed, samhørighed og forskellighed, individualitet og fællesskab.

Bibelcitater og udsagn fra andre religioner
En kvæker skal på et tidspunkt have udtalt, at: ”Gud satte ikke alle frugter på én gren”. Med andre ord: Guds overflod har ikke kun regnet på kristne, men ses overalt i verdens mangfoldighed. Denne overflod kommer da også til udtryk gennem åndelig inspiration i de forskellige kulturer og religioner. Kristendommen har som religion tidligere lagt stor vægt på, at Guds visdom og kærlighed stort set kun har udtrykt sig i den kristne kultur. Dette billede er i dag ved at vende, og bibelen anvendes nu ofte af kristne til at understøtte dialogarbejdet og de interreligiøse kontakter. Da kristendommen ofte opfattes som eksklusiv og kompromisløs, skal der i det følgende især lægges vægt på at vise bibeludsagn, som støtter dialogen og accepten af anderledes troende.

Flere steder i bibelen kan man læse teksten som et klart udtryk for, at Gud har åbenbaret sin kraft og inspiration andre steder end blandt de kristne. I det gamle testamente kan man læse: ”Fra øst til vest er mit navn stort blandt folkene. Overalt bliver der tændt offerild og bragt rene offergaver i mit navn, for mit navn er stort blandt folkene, siger Hærskarernes Herre.” (Malakias 1,11) Denne opfattelse understøttes i Apostlenes Gerninger, hvor Peter siger: ”Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed.” (Apg. 10,34) Forholdet til Gud ser i denne forbindelse ikke ud til at bero på en særlig trosbekendelse, men på at være retfærdig og ydmyg. Jesus siger selv til den samaritanske kvinde: ”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” (Joh. 4,24) At tilbede i ånd og sandhed synes her at være det centrale, og ikke hvor vidt man følger en bestemt religion eller ej. Dette bekræftes med al ønskelig tydelighed i Johannes Evangeliet, hvor Jesus taler om de mange grupper af mennesker i verden: ”Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.” (Joh. 10,16) De andre får hører ikke til denne fold, hvilket vil sige at de retmæssigt er, hvor de skal være. Jesus vidner også om en romersk officér, der ikke har bekendt sig som kristen: ”Sandelig siger jeg jer: så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.” (Matt. 8, 10).

I sin samtale med Nikodemus kommer Jesus med de berømte ord: ”Vinden blæser hvorhen den vil…” (Joh. 3,8), og sådan er det med enhver der er ”født af ånden”. Den indre inspiration eller hjælp kan med andre ord ikke fastlåses eller sættes i bås. Guds ånd virker på overraskende vis, også der, hvor man måske ikke troede det muligt. Og når alt kommer til alt, er discipelskab af Kristus måske ikke et spørgsmål om at omvende sig til en bestemt tro, men om at praktisere kærlighed: ”Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh. 13,35) Hvis man arbejder for sand fred og gode menneskelige forhold, er man ifølge mesteren i de bedste hænder: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.” (Matt. 5,9) Og når alt kommer til alt, fører alt i retning af enhed i mangfoldighed: ”for at Gud kan være alt i alle.” (1. Kor. 15, 28).

I andre religioner kan man finde tilsvarende udtalelser, som klart og entydigt viser hen til den store betydning af dialogen og den fredelige sameksistens. Muslimen Fethullah Gülen fortæller på sin internetside (se: www.fethullahgulen.org) om dialogens absolutte nødvendighed: ”Formålet med dialog mellem verdens religioner er ikke bare at tilintetgøre den videnskabelige materialisme og det materialistiske verdenssyn, der har gjort så stor skade. Selve religionens natur fordrer denne dialog. Jødedom, kristendom og islam, ja selv hinduisme og de andre religioner accepterer den samme kilde og forfølger, inklusiv buddhismen, det samme mål. Som muslim accepterer jeg alle profeter og bøger, som er sendt til de forskellige folk gennem historien, og jeg anser troen på dem for at være et grundlæggende princip ved at være muslim. En muslim er en, som i sandhed følger Abraham, Moses, David, Jesus og alle andre profeter, fred være med dem. Hvis man ikke tror på en profet eller bog, så betyder det at man ikke er muslim. På denne måde anerkender vi religionens udelelighed og grundlæggende enhed, Guds barmhjertige og velsignende symfoni og universaliteten i troen på religionen. På denne måde er religion et trossystem, der omfavner alle racer og alle former for tro, en vej, der fører alle sammen i broderskab.”

Jainismen rummer også i sit inderste væsen den dybe tolerance og accept af forskelligheden i de mange former for tro: ”Gensidig forståelse og tolerance højner det sociale og etiske livs glæde og baner vejen for fællesskabsfølelse og broderskab. Med dette perspektiv fremlagde de jainistiske tænkere… læren om de mange synspunkter for at fremme tolerancens ånd og visionens dybde, oplyste af det højsindede syn på andre religioner og deres principper…” (Fra J.K. Tukol i Religion in the Struggle for World Community, Proceedings of WCRP III, ed., Homer A. Jack, New York, 1980, p. 234, bragt I Kirkernes Verdensråds bog: “My Neighbours Faith – and mine.”) Tilsvarende har hinduismen et klart og imødekommende syn på dialogens selvfølgelighed og nødvendighed i globaliseringens æra: ”Traditionel teologi, der er udviklet i religiøs isolation, er nu blevet utilstrækkelig, hvis ikke ligefrem forældet. Den tillader ikke at de forskellige religiøse traditioner kan leve side om side i venligt samarbejde. Religiøse konflikter er blevet tragiske og formålsløse. Ingen enkelt religiøs tradition kan forvente at erstatte de andre religioner. Så vidt vi kan se, vil menneskeheden fortsætte med at være religiøs pluralistisk. Hver religion bør acceptere denne kendsgerning og bestræbe sig på at øve retfærdighed overfor de religiøse erfaringer i menneskeheden som sådan. I en dyb og gennemgribende undersøgelse af sin arv, bør enhver tradition åbne for en ny spirituel horisont, der er gæstfri overfor andre folks tro. Enhver religiøs traditions fremtidige værdi afhænger af dens evne til at samarbejde med andre traditioner.” (K.L. Seshagiri Rao, ”Human Community and Religious Pluralism – a Hindu Perspective”, fra ”Dialogue in Community”, ed. Af C. D. Jathanna, Mangalore, Indien, The Karnataka Theological Research Institute, 1982, p. 162, bragt I Kirkernes Verdensråds bog: “My Neighbours Faith – and mine.”)

Dalai Lama har altid været en varm fortaler for interreligiøs dialog og som ambassadør for buddhismen er han et levende og magtfuldt eksempel på, hvordan det demonstreres i praksis. I sine seneste værker har Dalai Lama kraftigt betonet dialogens vigtighed, især igennem hans arbejde for en global etik for det 21. århundrede. I ”Sindets Forvandling”, der udkom i 2000, skriver han: ”Det er derfor nødvendigt at anvende mere energi på at sikre sig, at alle de større verdensreligioner udnytter det menneskelige potentiale til menneskehedens bedste – til at tjene menneskeheden og redde planeten – mens vi samtidig forsøger at løse de konflikter, der udkæmpes i religionens navn.” (side 159) Dalai Lama fremhæver især tre arbejdsområder, hvor der kan udrettes meget: 1) At arrangere møder mellem lærde inden for de forskellige traditioner for at diskutere forskelle og ligheder, 2) At arrangere møder med seriøse udøvere af de forskellige religioner, hvor de kan udveksle åndelige erfaringer og endelig 3) At foretage multireligiøs pilgrimsfærd, hvilket vil sige at en gruppe mennesker fra forskellige religiøse traditioner sammen besøger forskellige trosretningers hellige steder og om muligt beder sammen eller sidder i stille meditation.

Dialogarbejdets udvikling
I denne sammenhæng sætter vi særligt fokus på kristendommen, da dens kulturelle historiske betydning i den vestlige verden har været stærkt dominerende. I det følgende vil der blive givet et historisk rids af økumeniens og dialogarbejdets udvikling med afsæt i de kristne kirker. Kristendommen er verdens største religion, med knap to milliarder tilhængere. Dernæst følger islam med 1.2 milliard, hinduismen med cirka 770 millioner og buddhismen med omkring 360 millioner. Ved begyndelsen af det tyvende århundrede var situationen den, at de kristne kirker befandt sig i alvorlig indbyrdes splittelse. Ved et kirkemøde i Edinburgh i 1910 påbegyndtes det, der senere er blevet kendt som den økumeniske bevægelse.

Økumenisk (Græsk = ”Oikumenikos”) betyder egentlig ”vedrørende den beboede verden”, altså det universelle. Ordet betegner det fælleskirkelige samarbejde overalt i verden. Blandt de kristne kirker har man i hele det tyvende århundrede arbejdet økumenisk, hvilket vil sige at kirken har bestræbt sig på at hele de sår, som så dramatisk har splittet de kristne samfund. Katolikker og ortodokse, protestanter og anglikanere og alle de mange andre større og mindre grupperinger har opnået betydelige resultater og de store fælleskirkelige organisationer vidner i dag om et forsoningsarbejde af stort omfang. Det er især sket gennem nødhjælpsarbejde, udviklings- og katastrofehjælp, hjælp til uddannelse, og arbejde for fred og menneskerettigheder, men også på selve det teologiske område er der sket en voksende tilnærmelse i årtiernes løb.

Men i takt med det interne forsoningsarbejdes udvikling rejste spørgsmålet sig gradvist, hvordan kristendommen skulle forholde sig til de andre verdensreligioner. Efter Anden Verdenskrigs afslutning stod det klarere end nogensinde, at en verden i fred er et nødvendigt og uomgængeligt sigte for alle, og der dannedes fælleskirkelige organisationer. Det Lutherske Verdensforbund etableredes i 1947, Kirkernes Verdensråd blev stiftet i 1948 og Konferencen for Europæiske Kirker så dagens lys i 1950. Denne fredsvision indebærer imidlertid også at religionerne ikke bare ”tolererer” hinanden, men at der på et dybere plan er en gensidig accept og respekt for de kulturelle og spirituelle værdier i religionerne. Hvordan skulle kristendommen tackle denne situation, når missionsbudet inviterer til at gøre alle ikke-kristne til kristne? Og hvordan forblive kristen, hvis man skulle acceptere, eller endog værdsætte ikke-kristne religioner? I sandhed en ordentlig mundfuld for en religion, der i sjælden grad har koloniseret verden og ”omvendt” hedninge til ”den rette tro” – både med frivillige og ikke-frivillige midler. Omvendt stilles spørgsmålene nu i stigende grad: Lytter Gud virkelig kun til de kristnes bønner? Og har Gud kun åbenbaret sig indenfor den jødisk-kristne historie og kultur?

Forståelsen for dialogens betydning fik betydning for Kirkernes Verdensråd i begyndelsen af 60´erne og behovet for at udvide det økumeniske forsoningsarbejde til andre religioner fik sit gennembrud i 1970´erne, men allerede i 1965 skete der markante ændringer gennem den katolske kirkes Andet Vatikankoncil, hvor Pave Paul VI bragte dialogen i fokus og stod bag erklæringer, der gik meget længere i anerkendelsen af andres tro, end det nogensinde før havde været tilfældet i kirkens historie. I Dignitatis Humanae, erklæringen om religiøs frihed fra 7. december 1965, stadfæstede den katolske kirke, at hvert menneske har religiøs frihed og at denne frihed har sit udspring i menneskets værdighed. To måneder tidligere blev Nostra Aetate, erklæringen om forholdet mellem den katolske kirke og de ikke-kristne religioner, færdiggjort. Heri gik Vatikanet så vidt som til at vedstå sig, at kirken med ”oprigtig ærbødighed” bør betragte andre religioners sæder og skikke, forskrifter og doktriner, der ”reflekterer en stråle af den sandhed, som oplyser alle mennesker.” Erklæringen tilskyndede kirkens troende til ”dialog og samarbejde med tilhængerne af andre religioner” og til at anerkende alle de gode moralske og åndelige aspekter, som fandtes blandt disse mennesker. Dette var i sandhed nye toner, og det bidrog i høj grad til accelerationen af det nye tøbrud indenfor de kristne kirker.

Kirkernes Verdensråd blev stiftet i 1948, og har i dag hovedsæde i Genéve. Organisationen repræsenterer 337 kirkesamfund i 120 lande, og siden slutningen af 1970´erne har rådet i stigende grad været engageret i interreligiøs dialog, specielt med hinduer, muslimer, buddhister og jøder. I 1971 dannede verdensrådet en særlig enhed, der skulle fremme dialog med mennesker fra andre trosretninger. Verdensrådets hold for interreligiøse relationer har for længst sat dialogen i centrum og har efterhånden mange erfaringer med frugtbar dialog på tværs af religiøse grænser. Holdningen er ægte imødekommenhed og organisationens ”Retningslinier for Dialog” fra 1977 lægger vægt på kvaliteter som ydmyghed, glæde, åbenhed og sårbarhed i den ægte dialog med anderledes troende. Man bliver klar over, at dialogen er en smertelig selvransagelse for kirken, men også en lejlighed til at forny forståelsen for de andre religioner og for selve den kristne tro. Der har tidligere været megen modstand og tøven omkring dialogen, men det er åbenbart for Kirkernes Verdensråd, at der ikke er nogen vej tilbage. Dialog er den eneste vej, og den påvirker begge parter. Verdensrådet har udgivet et fortræffeligt studiehæfte: ”My Neighbour´s Faith – and mine”, som demonstrerer den ægte respekt overfor andre religioner, og desuden evnen til at sætte spørgsmål ved hellige køer i den kristne tradition. Verdensrådet betoner, at der mere end nogen sinde er brug for at udvikle en ”religionernes teologi”.

Nyere kirkelige erklæringer
I det seneste årti har nye erklæringer og dokumenter set dagens lys, som viser vejen frem. Vi vil her belyse tre centrale erklæringer, som på forskellig måde viser den aktuelle situation. Erklæringerne er både fra Den Katolske Kirke, fra Kirkernes Verdensråd og fra Konferencen for Europæiske Kirker, og de viser i hvilken retning den kristne fortrop bevæger sig.

1) Erklæringen Dominus Jesus – katolsk tøven
Lad os begynde med et eksempel på, hvor vanskeligt det kan være for en stor kirke at tage større skridt. Den Katolske Kirke offentliggjorde i år 2000 en offentlig erklæring, ”Dominus Jesus”, som har skabt store vanskeligheder, fordi den, ifølge mange dialog-involverede, næsten virker som et tilbageskridt i forhold til Det Andet Vatikankoncils dristige udtalelser fra 1965. Det er tydeligt til overmål, at dokumentet har travlt med at konsolidere Den Katolske Kirkes særstatus. Men det fjerner ikke den kendsgerning, at dokumentet samtidig er en indrømmelse til andre religioner og spirituelle traditioner. Dokumentet vedstår sig at frelsen er mulig for alle gennem Helligåndens virke i alle mennesker, og at andre religiøse traditioner end de kristne ”indeholder og tilbyder religiøse elementer, der kommer fra Gud.” Andre religioner er med andre ord mulige veje til Gud, om end kristendommen ikke må sidestilles med de andre religioner som blot en af flere mulige veje til Gud.

Dokumentet kan derfor godt opfattes som et tilbageskridt, på grund af de mange passager, der forsvarer Den Katolske Kirkes særstatus, men ovenfor citerede paragraf 22 viser kirkens svære ambivalens, når den også siger: ”hvor det er sandt at tilhængerne af andre religioner kan modtage guddommelig nåde, så er det også – objektivt talt – sikkert at de er i en mangelfuld situation, i forhold til dem, der i kirken har frelsens fulde midler.” Man fornemmer klart en modstræbende, men også nødvendig imødekommenhed, som viser, at der ikke længere synes at være nogen vej tilbage. Den Katolske Kirke fornemmer måske mere end nogensinde, at fremtiden vil indebære store forandringer, også for den selv. Mange katolikker er dybt involverede i konstruktivt dialogarbejde og den katolske Jesuitterorden udviser stor respekt for andre troende. Dominus Jesus skal måske derfor snarere ses som en bestræbelse på selv-konsolidering, idet dialogprocessen fortsætter, end den skal ses som et alvorligt tilbageskridt.

2) Charta Økumenica – en åben invitation
Konferencen for Europæiske Kirker (KEK) er en regional, økumenisk organisation, der sammenknytter 123 forskellige kirkeretninger og 25 forbundne organisationer, også med tætte relationer til den romersk katolske kirke. Sammen med Konferencen for Europæiske Biskopper (KEB) har KEK udarbejdet et særdeles imødekommende charter, ”Charta Økumenica”, som i færdig tekst skal præsenteres offentligt efter Påsken 2001. Formålet med charteret er helt klart at fremskynde arbejdet for at skabe relationer med andre religioner. Charteret siger i sin nuværende skitseform, som blev udarbejdet i Genéve i juli 1999: ”Vi støtter de mange forskellige former for kristent-jødisk samarbejde. Vi går ind til møder med muslimer og tilhængere af andre religioner i en ånd af respekt og værdsættelse, og vi gør os bestræbelser hen imod gensidig forståelse… Vi forpligter os til: At anerkende og beskytte menneskehedens frihed til samvittighed og religion; At anerkende enhver persons ret til at søge sandhed og bevidne denne sandhed i overensstemmelse med hans eller hendes egen samvittighed; At påbegynde, vedligeholde og støtte kontakter og samtaler og at dele med samfund, som har andre religiøse opfattelser og verdenssyn.” Charta Økumenica giver oprigtigt håb for fremtiden og viser vejen frem.

3) Baar Udtalelsen – et dristigt skridt
Det måske mest vidtgående og imødekommende dokument i nyere tid, er sandsynligvis ”Baar Udtalelsen”, som Kirkernes Verdensråd fremkom med omkring 1990 i Baar, nær Zürich i Schweitz, og som ligger på rådets hjemmeside. Det er tydeligt at denne økumeniske udtalelse kommer fra erfarne folk, som har haft tid til at fordybe sig i andre spirituelle traditioner. Dokumentet fastslår, at kristne ikke kan sætte grænser for Guds frelsende kraft. Den enestående erklæring er så imødekommende og grænseoverskridende, at den må citeres i en længere passage:

”Vi ser religionernes mangfoldighed både som resultatet af de mange måder, hvorpå Gud har forbundet sig med mennesker og nationer, og som en manifestation af menneskehedens rigdom og forskellighed. Vi bekræfter at Gud har været til stede i deres søgen, og at hvor der er sandhed og visdom i deres doktriner, og kærlighed og hellighed i deres liv, så er dette som enhver visdom, indsigt, viden, forståelse, kærlighed og hellighed i blandt os, Helligåndens gave. Vi bekræfter også, at Gud er med dem i deres kampe sammen med os for retfærdighed og frigørelse. Denne overbevisning, at Gud som alle tings skaber er til stede og aktiv i religionernes mangfoldighed, gør det ufatteligt for os, at Guds frelsende kraft udelukkende skulle være begrænset til ét kontinent, én kulturtype eller én gruppe af mennesker… Yderligere bekræfter vi, at det er indenfor åndens virkefelt, at vi må være i stand til at fortolke andre religioners sandhed og godhed… Vores anerkendelse af frelsens mysterium i mænd og kvinder fra andre religiøse traditioner former den konkrete holdning, som vi kristne må have, idet vi nærmer os dem i interreligiøs dialog. Vi må respektere deres religiøse overbevisninger, forskellige som de måtte være fra vore egne, og beundre de ting, som Gud gennem ånden har udrettet og fortsætter med at udrette i dem. Interreligiøs dialog er derfor ”en vej med to spor”. Kristne må gå ind i den i en ånd af åbenhed, beredte til at modtage fra andre, idet de for deres eget vedkommende bevidner deres tro. Autentisk dialog åbner begge partnere for en dybere omvendelse til den Gud, der taler gennem dem begge.”

Dialog med New Age
Udtalelser som denne skaber dyb anerkendelse for de kristne, som i dag danner fortroppen i dette religiøse nybrud. Men samtidig sidder man måske tilbage med spørgsmålet om, hvordan kristendommen så forholder sig til alle de holistiske og alternative former for religiøsitet, som spirer udenfor samtlige verdensreligioner, og som ofte på det stærkeste ønsker sig frabedt at blive kaldt religioner, trosretninger eller menigheder. New age miljøet i alle dets mangfoldige forgreninger, udgør i sin helhed den nye folkereligiøsitet. Det er en svært definerlig ”synkretistisk” (sammenblandet) størrelse, som ikke har noget hovedkvarter, nogen ledelse eller nogen fælles retningslinier. Dog er der visse frontgrupper, som er særligt toneangivende, og i Skandinavien er det måske især Martinus kosmologi, Rudolf Steiners antroposofi og teosofien. Den kristne kontakt til disse vidt forgrenede miljøer er helt afgørende for tiden fremover, ligesom dialogen med det stigende antal muslimer. Men det er ikke let, for her er fordommene og uvidenheden stor. Dels er mange i new age miljøet uvidende om det kristne dialogarbejde, og dels er alt for mange kristne stadig fordomsfulde og uvidende om de nye former for spiritualitet. Der er brug for brobygningsarbejde som aldrig før.

Danmark er i en favorabel situation, idet flere markante kristne grupper nu er dybt involverede i dialog med new age miljøet og her ikke mindst teosofien og dens beslægtede søsterstrømninger. En fremtrædende plads indtager IKON (Informations- og samtaleforum for Kristendom Og Nyreligiøsitet), som har mange brobyggende aktiviteter. Sammen med bladet Nyt Aspekt har IKON etableret Dialog Forum, hvor holistiske undervisere mødes med aktive kristne for at udforske hinandens menneskesyn og verdensbilleder. Dialog Forum er udtryk for et nyt gennembrud i den tværspirituelle dialog i Danmark. Der er både opstået nye venskaber og der planlægges forskellige initiativer, der kan fremme den gensidige forståelse fremover.

I Danmark spiller også ”Areopagos” og ”I Mesterens Lys” centrale roller i brobygningen til det alternative miljø og den new age prægede religiøsitet. I Norge findes blandt andet det kristne initiativ ”Emmaus”, som har gode erfaringer med den tværreligiøse dialog, både til muslimer og new age miljøerne. I Sverige må ”Brommadialogen” fremhæves som et kristent initiativ, der for alvor har etableret gode relationer til new age miljøet, og som blandt andet har fokuseret på de positive aspekter ved terapierne og de kropslige dimensioner i den alternative religiøsitet. I efteråret 2000 gennemførtes den første europæiske dialogkonference i Ry, i Midtjylland, hvor kristne deltagere fra Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og England for første gang mødtes og arbejdede med mulighederne for at udvikle den tværreligiøse dialog. Initiativet var nyt af sin art, og det var den imødekommende - ikke den konfrontationssøgende - dialog, som var det samlende tema. Ud af sådanne initiativer bygges netværk og etableres venskaber, som fører mange nye ting med sig.

Hvorhen bringer dialogen os?
Økumeni betyder ”det som vedrører den beboede verden”. Den dybeste konsekvens af det økumeniske arbejde er derfor logisk nok, at kristendommen må medvirke til at hele sårene, ikke alene mellem de indbyrdes uenige kristne kirkeretninger, men også med de andre former for spiritualitet, som er på vores planet. Det er en gigantisk opgave, men – som det er fremgået her – er arbejdet i fuld gang. Den største udfordring er dog ikke alene at flertallet af de toneangivende kristne bliver bevidste om tingenes tilstand og tager konsekvensen af det, men også at denne nye dialogiske holdning spredes til de mange kristne overalt i samfundet. Forplantningshastigheden i sådanne processer er altid langsommelig, og derfor må man regne med, at det kan tage årtier før dette markant vil gøre sig gældende. Men arbejdet går begge veje. Derfor er det lige så vigtigt at dialogens praksis udføres i de alternative miljøer, hvor der ofte er stor afstandstagen til de kristne kirker og til den gamle kristendom fra forrige århundrede, som mange stadig tror næsten er den eneste eksisterende.

Der tegner sig i disse år et helt klart billede af, at verdensreligionerne omsider er begyndt at finde sammen i gensidig respekt. Helt tilbage i 1893 blev det første ”Verdensreligionernes Parlament” gennemført i Chicago. Hundrede år senere, i 1993, gentog man eksperimentet, og dets succes medførte at man allerede i 1999 samledes igen i Cape Town i Sydafrika. Repræsentanterne fra verdens religioner har påbegyndt formuleringen af en ny global etik, som vil blive udviklet og synliggjort i de kommende år. I de kristne miljøer er der mange dialoginitiativer overalt i verden. Visse steder udveksler buddhistiske og kristne munke erfaringer ved at besøge hinandens klostre gennem længere perioder. Andre steder går eksempelvis muslimer, hinduer og kristne sammen i konkrete hjælpeprojekter eller i samarbejde og fælles studier. Blandt holistisk orienterede grupper dannes på samme måde brobyggende dialoginitiativer. Teosofisk Forening Århus Trust hører til denne voksende familie.

Det opløftende og inspirerende er, at de gode viljer er i færd med at lægge det fundament af rette menneskelige relationer mellem verdens religioner og spirituelle traditioner, som vil være med til at forme de nye åndelige værdier og den nye fremvoksende spiritualitet i vandbærerens tidsalder. Langsomt tegner der sig konturerne af en ny universel spiritualitet, og sideløbende med de eksisterende religioner spirer nye udviklinger, som bærer præg af at verden i stigende grad opleves som ét hjem for alle mennesker.

”Hvor kristendommen har en højtudviklet teologi om kirkens og Kristi forenende og frelsende universalitet, så har den – indtil videre – en uudviklet teologi om religioner… Hvad der i sidste ende gælder, er at vi alle skal blive forenede med Gud. Da vil alle religioner – inklusiv Den Katolske Kirke – blive overflødiggjorte. Som det indiske mundheld siger: Når først livets flod er krydset, og det eviges bred er nået, er det ikke længere vigtigt, hvilken båd, der bragte dig frem.”

Alfred Agius, Westminster Interfaith London

”Kirken tilskynder derfor sine sønner til, gennem dialog og samarbejde med tilhængerne af andre religioner, som må udføres med klogskab og i kærlighed og i vidnesbyrd om den kristne tro og det kristne liv, at anerkende, bevare og fremme de gode moralske og åndelige ting, såvel som de sociale og kulturelle værdier, der findes blandt disse mennesker… Disse religioner… reflekterer ofte en stråle af den sandhed, som oplyser alle mennesker.”

Pave Paul VI, Det Andet Vatikankoncil, 28. okt. 1965, ”Nostra Aetate”, stk. 2.

Udvalgte dialogbøger
Bede Griffiths: Ægteskabet mellem Øst og Vest, Sankt Ansgars Visdomsbøger
Notto R. Thelle: Hvem kan stoppe vinden?, Oriens Forlag, 1998.
Notto R. Thelle: Det skjedde ikke I Betlehem, Oriens Forlag, 2000.
Kirkernes Verdensråd: My Neighbour´s faith and mine, 1986.
Harry Månsus: Den kosmiske katedralen, Luther Forlag, Oslo 1997.
Hans Hellighed Dalai Lama: Dalai Lama læser evangelierne – et buddhistisk syn på Jesu lære, Borgens Forlag, 2000.
Pernille Aagaard og Steen Landsy (red): Spirituel dialog, Nyt Aspekt og IKON-Danmark, 2002

Omtale af bogen: Spirituel dialog:
Fra foråret 1999 og tre år frem mødtes en række repræsentanter for kirkelige og alternative holistiske miljøer fire-fem gange årligt for at tale sammen, og det er der kommet en bog ud af, hvor seks af deltagerne fortæller om deres liv, livssyn og udbytte af samtalerne. Bogen er interessant læsning, fordi den viser den for tiden så nødvendige vej til tolerance og gensidig forståelse for folk, der har forskellige verdensbilleder og religiøse opfattelser. Hvis den respekt og gensidighed, som kommer til udtryk i bogen, var almengældende i samfundet, ville meget se anderledes ud. Samtlige gruppemedlemmer lægger i bogen vægt på lighederne og det, de som mennesker kan mødes om, men også uenighederne skinner tydeligt igennem. Især spørgsmålet om reinkarnation skiller vandene. Alligevel formår deltagerne at tale sammen, og de giver alle sammen udtryk for, at de har fået nedbrudt nogle fordomme og fjendebilleder. I stedet for har de opdaget, at "de andre" også er almindelige, ikke-fanatiske mennesker, og at deres synspunkter er velbegrundede og funderede i deres livspraksis.

Bogens bidragydere er:
Pernille Aagaard: Landsekretær i KFUM og KFUK og medarbejder i IKON.
Søren Olsen: Laboratorietekniker og Martinus-studerende.
Viggo Mortensen: Professor, Dr. Theol.
Søren Hauge: Magister i idéhistorie og filosofi og teosof.
Michael Jahn: Stud. teol.
Asger Lorentsen: Cand. mag. og forfatter og underviser.

Herudover har Steen Landsy og Steen Bonde skrevet forord, og Steen Landsy har interviewet de seks bidragydere om deres forhåndsindstilling og udbytte af samtalerne.

Til toppen