Formidling
 
Relationer
 
 
 
  FORENINGEN
   
  MEDARBEJDERE
   
  MEDLEMSKAB
   
  VEDTÆGTER
   
  BIBLIOTEK
   
  UDLEJNING
   
  KONTAKT
   
   
   
   
   
   
   
  VEDTÆGTER


Vedtægter for Teosofisk Forening Århus

Navn og Formål
§ 1. Teosofisk Forening Århus er en fri og uafhængig organisation, hvis formål er at udbrede den tidløse visdom.
Stk. 2. Teosofisk Forening Århus tilstræber:
1. At arbejde for menneskehedens enhed uanset race, tro, køn eller samfundsstilling.
2. At inspirere til esoteriske studier af kultur, religion og videnskab.
3. At fremme åndelig vækst baseret på den tidløse visdoms værdier.
Stk. 3. Teosofisk Forening Århus tilstræber desuden:
4. At udvikle et fællesskab, der hviler på medmenneskelighed og visdom.
5. At arbejde for tværspirituel dialog og derved fremme en universel spiritualitet.
6. At tilstræbe gennemsigtighed og enkelhed i det organisatoriske arbejde.

Medlemskab
§ 2. Medlemskab af Teosofisk Forening Århus står åbent for alle, der sympatiserer med foreningens formål.
Stk. 2. Indmeldelse sker ved indbetaling af det gældende kontingent til Teosofisk Forening Århus´ kasserer.
Stk. 3. Udmeldelse af Teosofisk Forening Århus sker ved skriftlig meddelelse til kassereren.

§ 3. Et medlem, der trods påmindelse undlader at betale kontingent, mister sit medlemskab.
Stk. 2. Bestyrelsen kan fratage et medlem medlemskabet, såfremt den pågældende ved sin adfærd i skrift, tale eller handling skønnes at skade Teosofisk Forening Århus.

Generalforsamling
§ 4. Teosofisk Forening Århus´ øverste myndighed er generalforsamlingen.
Stk. 2. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i februar eller marts måned og indkaldes skriftligt af formanden med mindst 3 ugers varsel, til hvert medlem. Sammen med indkaldelsen meddeles dagsordenen.
Stk. 3. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, hvis et flertal af bestyrelsen eller mindst 25 % af Teosofisk Forening Århus´ medlemmer kræver det. Skriftlig indkaldelse skal finde sted med et varsel på mindst 2 og højst 4 uger.

§ 5. Adgangs- og stemmeberettiget til generalforsamlingen er fremmødte medlemmer, hvis kontingent for det behandlede regnskabsår er betalt.
Stk. 2. Hvert medlem har én stemme, og afgørelser træffes ved almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed skal bestyrelsen træffe en afgørelse på generalforsamlingen. Valg og øvrige afstemninger på generalforsamlingen kan ske ved håndsoprækning, men skal ske skriftligt, såfremt blot ét medlem forlanger det.

§ 6. Generalforsamlingen åbnes af formanden eller det medlem af medarbejderkredsen denne vælger hertil.
Stk. 2. Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal indeholde følgende punkter:

1) Valg af dirigent.
2) Valg af referent.
3) Beretning ved formanden.
4) Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
5) Behandling af indkomne forslag.
6) Valg af medlemmer til bestyrelsen og medarbejderkredsen.
7) Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
8) Eventuelt.

Stk. 3. Forslag, der ønskes behandlet under dagsordenens punkt 5, skal være indsendt senest 2 uger før generalforsamlingen.

§ 7. Bestyrelsen er på valg hvert år, således at formand og kasserer vælges for 2 år ad gangen på ulige år og sekretær vælges for 2 år ad gangen på lige år, dog første gang på ulige år. Af de øvrige medarbejdere er følgende på valg hvert år, således at centerkoordinator, leder af servicegruppen, leder af marketingsgruppen og repræsentant for Sophia Boghandel vælges på ulige år, og bogholder, leder af biblioteksgruppen, leder af meditationsgruppen og repræsentant for Forlaget Levende Visdom, vælges på lige år, sidstnævnte dog første gang på ulige år.

Organisation & Ledelse
§ 8. Teosofisk Forening Århus´ administration og drift varetages af en bestyrelse bestående af følgende personer:
1) Formand, der er centrets repræsentant udadtil og sørger for kontakter med andre foreninger og grupper.
2) Kasserer, der fører foreningens regnskab, laver årsopgørelse, budgetter og oversigter.
3) Sekretær, der fungerer som referent ved møder og fremstiller og udsender mødereferater.
Bestyrelsen er ulønnet, hæfter for foreningens arbejde, følger en udarbejdet forretningsorden og arbejder sammen med foreningens medarbejderkreds:

1) Centerkoordinator, der forbereder medarbejdermøder, fungerer som referent ved møder og fremstiller og udsender mødereferater, programmer og breve.
2) Leder af Servicegruppen, der koordinerer rengøring, hjælper med vedligeholdelse, reparationer og forbedring af centrets lokaler, fordeler værtsopgaver, har øje for praktiske behov, udsmykning og praktisk hjælp ved offentlige aktiviteter.
3) Leder af Biblioteket, der administrerer og udvikler centrets bånd- og videoudlån og bibliotek, sørger for indkøb af bøger til biblioteket, udlån, optagelse og kopiering af foredrag.
4) Leder af Marketingsgruppen, der er ansvarlig for undervisning, layout og PR, hvilket omfatter planlægning af sæsonaktiviteter, ansvar for design og programfremstilling, distribution, udvikling af PR og formidlingsstrategier og kontakt til aviser, blade og andre medier.
5) Leder af Meditationsgruppen, der løbende tilrettelægger og gennemfører de offentlige fællesmeditationer, som centret arrangerer og afholder, - eksempelvis solmeditation ved fuldmåne, Universel Meditation, og fredsmeditationer.
6) Repræsentant for Sophia Boghandel.
7) Repræsentant for Forlaget Levende Visdom.

Stk. 2. Desuden består medarbejderkredsen af medarbejdere, som tilknyttes Servicegruppen, Biblioteksgruppen, Marketingsgruppen, Meditationsgruppen, Sophia Boghandel og Forlaget Levende Visdom. Disse vælges ikke ved den årlige generalforsamling, men tilknyttes løbende og konstitueres i samråd med den øvrige valgte medarbejderkreds.

§ 9. Centerledelsen planlægger i fællesskab sin mødeaktivitet, normalt med mindst 6 årlige medarbejdermøder, hvor mødefrekvensen er ved sæsonbegyndelse, sæsonmidte og sæsonafslutning.
Stk. 2. Centerledelsen tilstræber konsensusafgørelser, men træffer ellers afgørelser ved almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed har centerlederen to stemmer.

Økonomi
§ 10. Teosofisk Forening Århus´ økonomiske grundlag er indtægter fra kontingentopkrævning og øvrige indtægter, primært fra aktiviteter.
Stk. 2. Kassereren fører regnskab. Regnskabsåret løber fra 1.januar til 31.december.
Stk. 3. Regnskabet fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen.
Stk. 4. Kassereren holder medlemsfortegnelsen á jour og udsender 2 gange årligt kontingentopkrævning.

Ændring af Foreningens Vedtægter
§ 11. Ændringer af Teosofisk Forening Århus´ vedtægter kan kun ske på en generalforsamling. Forslag skal bekendtgøres som anført i § 6 stk. 3 og anses for vedtaget, såfremt mindst 2/3 af de fremmødte stemmer herfor.

Opløsning af Foreningen
§ 12. Opløsning af Teosofisk Forening Århus skal besluttes med 2/3 flertal på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger.
Stk. 2. I tilfælde af opløsning overføres foreningens aktiver enten til humanitært arbejde eller til fremme af den esoteriske lære.

Vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 11. november 2003

Søren Hauge - formand, Kirsten Puggaard - kasserer, Jakob Hauge Reitz - sekretær
Forretningsorden
for bestyrelsen i Teosofisk Forening Århus

___________________________________________________________________________


§ 1. FORRETNINGSORDEN

Nærværende forretningsorden oprettes til regulering af bestyrelsens virke i foreningen. Alle bestyrelsesmedlemmer skal underskrive forretningsordenen og skal have udleveret et eksemplar heraf samt foreningens vedtægter.

§ 2. FORHANDLINGSPROTOKOLLEN
Formanden fører selv - eller drager omsorg for - at der føres en forhandlingsprotokol for bestyrelsesmøderne. Referat af bestyrelsesmøderne udsendes snarest efter hvert bestyrelsesmøde til samtlige bestyrelsesmedlemmer. Referatet underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer på det følgende bestyrelsesmøde. Har et medlem ikke deltaget i mødet, skal det anføres ved underskriften.

Af forhandlingsprotokollen skal fremgå:
1. Tid og sted for mødet.
2. Mødets deltagere.
3. Dagsorden med eventuelle tilføjelser.
4. Trufne beslutninger. Ved mindretals-tilkendegivelser skal disse refereres.
5. Referentens navn.

Et ajourført originalt eksemplar skal altid findes i foreningens bestyrelsesprotokol.

§ 3. KONSTITUERING AF BESTYRELSEN
Umiddelbart efter hvert års ordinære generalforsamling træder bestyrelsen sammen for at konstituere sig og vælge formand.

§ 4. BESTYRELSESMØDERNES ANTAL
Bestyrelsen afholder møder, når formanden skønner det nødvendigt, eller når det begæres af et medlem af bestyrelsen, den valgte medarbejderkreds eller af selskabets revisor. Bestyrelsesmøder afholdes dog mindst 2 gange om året, hvoraf et er et regnskabsmøde til godkendelse af årsregnskabet.

§ 5. MØDERNES INDKALDELSE
Formanden indkalder, eller foranlediger indkaldt, til bestyrelsesmødet med mindst 1 uges varsel. Samtidig med indkaldelsen skal bestyrelsen have tilsendt dagsordenen for mødet samt fornødent materiale.

§ 6. DAGSORDEN
Enhver dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Godkendelse af referat fra sidste bestyrelsesmøde.
2. Orientering fra medarbejderkredsen vedrørende:
2.1. Økonomiske forhold, herunder foreningens likviditets- og finanssituation.
2.2. Igangværende projekter og større opgaver.
2.3. Øvrige hændelser af interesse for bestyrelsen.
2.4. Aktuelle planer vedrørende den fremtidige udvikling.
3. Gennemgang af en siden sidste bestyrelsesmøde udfærdiget periodebalance.
4. Forelæggelse af revisionsprotokollen.
5. Eventuelt.
6. Næste møde.

§ 7. BESTYRELSENS OPGAVER
Bestyrelsen er foreningens øverste ledelsesorgan og træffer beslutninger om dispositioner af usædvanlig art eller stor betydning. Bestyrelsen skal påse, at bogføring og formueforvaltning tilrettelægges og kontrolleres på en efter foreningens forhold tilfredsstillende måde.

§ 8. HABILITET
Bestyrelsesmedlemmerne har pligt til at underrette hinanden om ethvert spørgsmål, som kan give anledning til at rejse drøftelse af habilitet.

Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandling af spørgsmål mellem foreningen og sig selv eller den virksomhed, han eller hun er tilknyttet. Det samme gælder spørgsmål om aftale mellem foreningen og tredjemand, eller søgsmål mod tredjemand, hvis bestyrelsesmedlemmet deri har væsentlig interesse, der kan stride mod foreningens.

Bestyrelsen skal godkende aftaler, som foreningen indgår, og som et bestyrelsesmedlem måtte have en særlig interesse i.

§ 9. BESTYRELSENS BESLUTNINGSDYGTIGHED
Ingen beslutning kan træffes på bestyrelsesmøder, hvori ikke et flertal af bestyrelsesmedlemmer er til stede. Ved afstemning afgøres hver sag ved simpel relativ stemmeflertal. Står stemmerne lige, er formandens stemme udslagsgivende.

Ved valg af medarbejdere eller ved andre vidtrækkende beslutninger, kræves der absolut majoritet, dvs. et forslag skal have tilslutning fra mere end halvdelen af bestyrelsen for at være vedtaget.

§ 10. FORMANDENS PLIGTER
Bestyrelsens formand leder bestyrelsesmøderne.

I særlige tilfælde kan formanden disponere på bestyrelsens vegne, når sagen ikke uden risiko kan opsættes. Formanden skal dog forinden om muligt - eventuelt telefonisk - søge godkendelse hos et flertal i bestyrelsen, og i alle tilfælde orientere om beslutningen på førstkommende bestyrelsesmøde.

Såfremt formanden har forfald, udpeger bestyrelsen en næstformand, som overtager formandens funktioner.

§ 11. HEMMELIGHOLDELSE
Samtlige oplysninger og dokumentationer, som bestyrelsen modtager fra foreningen, er fortrolige, og hvert enkelt bestyrelsesmedlem er derfor ansvarlig for, at materialet ikke kommer udenforstående i hænde, eller at dets indhold drøftes udenfor bestyrelsens kreds.

Udtræder et medlem af bestyrelsen, skal han til bestyrelsens formand tilbagelevere alt det udleverede materiale, som han har modtaget i sin egenskab af bestyrelsesmedlem, ligesom han stedse skal iagttage sin tavshedspligt.

§ 12. ÅRSREGNSKABET
Bestyrelsen gennemgår det aflagte regnskab og påser, at dette under omhyggelig hensyntagen til tilstedeværende værdier og forpligtelser og under foretagelse af nødvendige afskrivninger, opgøres således som god forretningsskik tilsiger, ligesom bestyrelsen udarbejder og påser, at de i loven foreskrevne beretninger kommer til veje indenfor de fastsatte tidsfrister.

Ethvert medlem af bestyrelsen kan begære revisors deltagelse i det møde, hvori regnskabet gennemgås. Bestyrelsen underskriver det godkendte årsregnskab, og træffer beslutning om indstilling til generalforsamlingen om anvendelse af overskud eller dækning af tab.

Bestyrelsen indkalder til generalforsamling og påser, at den afholdes i overensstemmelse med de regler, der er foreskrevet i vedtægterne samt lovgivningen.

Efter godkendelse på foreningens generalforsamling påhviler det medarbejderkredsen og bestyrelsen at indsende årsregnskab, anmeldelser m.v. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, skattevæsenet og eventuelle andre myndigheder, som måtte have krav herpå.

§ 13. ÆNDRING AF FORRETNINGSORDEN
Nærværende forretningsorden, som er vedtaget af bestyrelsen på det nedenfor angivne bestyrelsesmøde, kan ændres ved bestyrelsens beslutning herom.

Nye medlemmer af bestyrelsen, som ikke har deltaget i vedtagelsen af denne forretningsorden, tiltræder ved deres underskrift forretningsordenen.

Således vedtaget på bestyrelsesmøde den 15. december 2003

Til toppen


___________________________________________________________________________

 

© Grafisk Design